"Fjordboerne"

Ved en fjord høyt oppe mod nord lever et laksesmæskende folkeslag, der trodser det ugunstige klima. Fjordboerne accepterer uden at kny gråvejr, storm, slud, sjap og sne på egnen mellem Aros og Marias Ager.

     Fjordbohannerne er høje, lyse og dvaske. En del af dem er optaget af en besynderlig, halvreligiøs sammenkomst i et tempel uden tag, hvor de unge og friske hanner i tynde, lyseblå bluser og korte benklæder bevæger sig i tilsyneladende uhensigtsmæssige mønstre på kortklippet græs, medens de ældre og lidt mere korpulente fjordhanner betragter ungdommen med begejstring og uforklarlig, lejlighedsvis håndfladeklaskende støjfremkaldelse.

     Hunnerne er lidt lavere og langt skønnere. De udstøder kolossalt mange lyde, hurtigt og med en imponerende volumen, men aggressive bliver disse fascinerende skabninger ingenlunde. Fjordbohunnerne elsker at pynte sig. De smører røde cremer på de hævelser, der befinder sig umiddelbart under og umiddelbart over den orale åbning. De klangløse tangenter, der sidder omkring tungen, forskønnes med en hvid, skummende sminke, der påføres i et højt tempo med en lille smalhovedet børste. Længere oppe, lige over det nasale fremspring, sværtes området omkring de to sansekugler, der som regel har et blåt, brunt eller blågrønt centrum. For at forhindre støvkorn og andet flyvende snavs i at trænge ind i disse synshjælpere, har de mest dominerende hunner et beskyttende lag glas, omkranset af et sindrigt konstrueret, let metalstativ.

     Store dele af kroppen dækkes med farverige klædningsstykker. I de varmeste måneder søger især hunnerne mod havet. De fjerner de fleste klude, men to steder fryser de åbenbart mere end andre steder: Mellem bagbenene og omkring to pudsige udposninger, som sidder mellem nøglebenene og maven. Fra disse to bløde buler, som varierer en del i facon og i rumfang, får ungerne deres første næring.

     Hunnernes hjerneskal er ofte dækket af en lang tyk manke, der er velduftende af diverse særdeles effektive insektgifte, som med en smart udtænkt forstøver sprøjtes direkte ind i hårene.

Hannerne er grimme, grove, periodevis primitive og langt mindre pyntesyge. De har ofte pels i hageregionen. Når en hun har fundet en ideel parringspartner, dækker hun denne mage til med kedelige klude i mørkeblå og grå, triste farvenuancer. Hermed sørger hun effektivt for, at andre hundyr ikke tiltrækkes af netop hendes udkårne. Når et par dannes, opstår en klar rangorden: Hunnen giver anvisninger, som hannen følger. Det er et hierarkisk system, der i al sin enkelhed tiltaler begge køn.

     Fjordboernes parringsritualer er en overordentlig langtrukken forestilling. Såfremt de to parter endelig når på bølgelængde, slikker de hinandens tænder for at bytte rundt på mundhulevæskerne. Derved bliver hunnen drægtig. 75 % af et år senere dukker den lillebitte hjælpeløse fjordsling op med en klagesang, som tilsyneladende vækker stor fryd.

     Den lille nyankomne bliver viklet ind i adskillige stoflag, som skal modvirke frostskader. Når ungen gennem analkanalen afgiver et brunligt, ildelugtende sekret, skal den afklædes og rengøres. Herefter vikles den atter ind. Besværligt virker det, og udmattet ser især fjordhunnen ud, når hun smider sig på den firkantede kæmpesvamp, der ligger oven på en spektakulær trækonstruktion, som har til formål at beskytte den hvilende mod gustne gnavere, gnækkende Gnagsfans og andre genvordigheder.

     Når den bette fjordsling har vendt månedskalenderen et dusin gange, skiftes den horisontale stilling ud med en mere lodret ditto. Ungen lærer at balancere på bagbenene, hvilket på sigt giver en højere fart. Antallet af grænseoverskridende ekspeditioner stiger kraftigt i denne periode, thi den nyfigne unge arbejder videnskabeligt med statistiske undersøgelser i retning af: Hvor mange små porcelænspotter kan jeg skubbe ned fra bordet, og hvor stor en procentdel af disse splintres ?

     Fjordfolkets hjem er umådelig bizart indrettet. En rektangulær, televisionær og ofte sort elektronisk kasse, som står centralt placeret i hyttens midte, virker sløvende og vanedannende uden

dog at være direkte euforiserende. Visse kendere af de nordlige stammers kultritualer mener, at det er en slags husalter, som i øvrigt er frit tilgængeligt for såvel hunner som hanner. Hovedparten af flokken samles især efter mørkets frembrud om denne flade boks, idet de betragter den samme overflade, hvorfra man kan opleve tilværelsens ekstremiteter i miniatureformat. Det er til dato forblevet en uløst gåde, kvordan disse kasser kan indeholde så mange forskellige og skiftende figurer og kulisser på én gang.

     Ja, vore kjære fjordboere i det østlige Jutlandia vil også i tiden fremover give etnograferne, filosofferne og momsregistraturen noget at spekulere over. Man vil forsøge at definere denne stammes riter, bevæggrunde og samværsmønstre. På et tidspunkt vil man sikkert også lovprise og navngive hyttesammenklumpningen ved fjordens rand.